Nyt Uheld:

Den 01.06.2011 ville skæbnen at jeg igen skulle ud for et lille uheld. Nogle gange skal man stole på sin intuition, for allerede inden jeg havde sat mig ind bag rattet i min daværende kærestes bil, havde jeg en følelse af, at det skulle jeg ikke, men gjorde det så alligevel. Da jeg skulle dreje ind til det sted, hvor vi skulle hen, virkede bremsen pludselig ikke, jeg slap den og prøvede igen, men den virkede stadig ikke (hånbremsen virekede heller ikke) og kørte derfor lige ind i en mur og hele rækken af børnebørnenes legetøjsscooter. Hallehøj her kommer vi. Konen kom springende ud af huset og spurgte hvad laver du dog Jette … Ja og det måtte hun jo nok spørge om.

Det gav et jag op gennem min ryg og sved og smertede i min lænd, Da jeg trådte ud af bilen blev svimmel og fik kvalme. Jeg stod lige lidt, hvorefter jeg prøvede at gå lidt og kunne godt mærke det ikke var så godt og så kom alt det gamle frem og jeg havde bare lyst til at komme væk der fra.  Kunne slet ikke rumme at skulle starte forfra igennem sygehussystem og dit og dat. Mine forældre boede i nærheden. Jeg vidste godt de ikke lige var hjemme, men jeg skulle bare lige lidt væk og havde sådan en frygtelig kvalme. Jeg hviskede til min kæreste, at jeg blev nødt til at gå og jeg havde det skidt og så gik jeg. Min kæreste ville komme lige om lidt skulle lige have ordnet noget, Da jeg gik den halve kilometer det tog, skulle jeg kaste op og havde så ondt ved at gå, men jeg kom endelig frem og lagde mig op på græsplænen, trak vejret dybt ind … pyh ha.

Hvor gik der mange tanker gennem mit hoved og hvor ville jeg bare gerne have, min kæreste var hos mig. Jeg havde bare brug for at snakke med nogen. Min mor og mine børn ville jeg ikke kontakte, ville ikke gøre dem urolige, så jeg prøvede at få fat i min gode veninde. Hun tog desværre ikke sin telefon, hun var jo på arbejde, så jeg lagde en besked, om hun ville ringe til mig. Kort tid efter ringede min mor. Jeg havde vist ringet til dem om formiddagen og det havde hun set på sin mobil og ville så høre hvad jeg ville … Som en mor jo er, kunne hun straks høre, at noget var galt og jeg kunne jo så ikke, så godt lade være med at fortælle hvad der var sket. Vi aftalte, at vi mødtes hos mig. Så ringede min veninde … men stadig ingen kæreste. Hvor var det dejligt, at have en at snakke med og endelig så kom han. Han havde siddet ved siden af og ham var der jo ikke sket noget som helst med, så jeg tror ikke han var klar over, at det var så galt fat.

Jeg kunne mærke på min familie, at de var meget berørt og samtidig med jeg nok selv var lidt i chok og heller ikke ville gøre dem urolige synes jeg at jeg havde svært ved at rumme det hele og finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det hele an. Så bestemte jeg mig for, at ville vente til jeg skulle til behandling. det var jeg i forvejen to gange om ugen, og høre hvad min behandler sagde til det hele. Han kunne godt se det ikke var godt, mente der nok var en revne i ryggen og det var galt med nogle discus og så var det meget skævt. Turde efter nogen tid ikke behandle på mig, fordi han var bange for, når han rettede skævhederne op, at provokere mine discus for meget. Det smertede også meget ned i mit ben og sved så pokkers meget i ryggen. Rådede mig til at blive scannet og få lavet en blokoperation. I mellemtiden havde jeg også været hos egen læge og så var jeg inde i hele systemet igen. Og så blev det rigtig rodet. Var til undersøgelse på hospitalet, så blev papirerne væk, måtte rykke og rykke for en tid … ja så var det lige før jeg troede jeg selv var blevet væk … måtte gå til patientklagenævn, så havde jeg en sur læge, hvor hyggeligt og pludselig lå koncentrationen omkring nerverne i mit ben og det var i en hvis grad også godt nok … men hvad med min ryg …. Pludselig var jeg afsluttet på sygehuset og …..

Jeg går så rundt nu med en fissur (revne) i min ryg, Diskus der er slidt, hvivler der forskubber sig, Diskusprostation og forsnævnring, Degeneration af disci,, og mén efter første operation og degenerative signaler i knoglemarven, Let facetledsartrose. Det kan godt være det er ’ingen ting’. Men en ting er, det gør pokkers ondt, hæmmer mig i rigtig mange ting og det skulle helst ikke blive værre. Om ikke andet ville jeg rigtig, rigtig gerne vide, hvordan jeg måske kunne være med til, at det ikke bliver værre eller det måske kunne bliver bedre.

Nu kan jeg så bare ikke engang få behandling af min behandler, der er Fysiotearpeut/Oesteopat mere, da han jo ikke tør behandle mig mere i frygt for, at gøre det værre og det er ellers ham der har hjulpet mig så meget og ham jeg ellers har så stor tillid til og ham der har haft ret med de ting han har sagt og rørt ved, ham der har hjulpet mig, når det har været helt galt.

Jeg ved godt at proceduren er, at nu skal jeg tilbage til egen læge … SUK! … og her har jeg bare været så mange gange før. Jeg savner virkelig, at når jeg nu, som da jeg var til undersøgelse på Neurofysiologisk afdeling til elektrofysiologisk undersøgelse i 2 timer eller hvor længe det nu var og bliver udsat for stød og nåle, ret ubehageligt i øvrigt og spurgte lægen der udførte undersøgelsen, om man ville kunne se, at jeg havde en dropfod, det jeg hele tiden har fået at vide jeg har, ved sådan en test. Han svarede. at det kunne man nogen gange, men så desværre ikke lige i mit tilfælde, men at mit tilfælde også var langt mere kompliceret og at det ikke var sådan en som ham, der skulle kigge på det. Men hvorfor skriver han så ikke, at han har konstateret det, som en note i epikrisen, så han får mig sendt hen til den mand, der så har forstand på lige netop det.

Det kan godt være jeg er et meget kompliceret EKSEMPEL og at der er rigtig mange forskellige ting der er sket ved uheldet på kryds og tværs af den lille krop og så nu med endnu en diagnose oveni. Men jeg kom med en ryg, havner ved et ben og ender med der ’intet bliver gjort’.

Men jo, jo jeg er stadig ved godt mod, jeg holder ryggen rank, med smil på læben. Jeg skal nok få noget godt ud af mit liv … det gør bare lidt mere ondt ;)

..... Februar 2014

Så ser der endelig ud til at ske lidt. Efter jeg kom hjem fra Cuba den 19. januar .... var jeg dagen efter til MR-skanning af hoften og om torsdagen af min fod. Jeg havde i nogen tid døjet meget med kramper startende fra et sted oppe i ryggen og hele vejen ned i benet, til foden og havde det som om jeg gik på puder. Det var til tider så smertefyldt, at jeg var ved at kaste op.

Hurtigt efter skanningen, blev jeg ringet op af en læge, der fortalte at man havde fundet, at der var en revne .... som nu pr. brev lyder, at der ved skanningen har vist sig en læsion i bindevævsbræmmen i hofteleddet og det i nogen tilfælde kan behandles ved en kikkertoperation. Men da det ikke længere foretages i Århus er jeg derfor sendt til Ortopædkirugisk afd. Hospitalsenheden Horsens, hvor jeg skal til undersøgelse den 11. marts og hvor det endeligt besluttes om jeg skal opereres. Den 3. marts skal jeg til møde på Ortopædkirugisk amb. Regionshospitalet Silkeborg, til svar på MR-skanningen af fod  lidt underligt der ikke ligger et skriftligt svar med resultatet af den ...

Men jeg kommer lidt rundt og måske er jeg endelig så heldig, at den speciallæge jeg gik hos i Nyborg i tidernes morgen, får ret i, at der allerede fra start af (efter uheldet) var noget galt med min hofte, som han rigtig ville have dem (hospitalet) til at kigge på og gøre noget ved. Og det er da flot/dejligt de efter næsten 11 år erkender / finder ud af / kan se, at der ER noget galt og der måske oven i købet kan gøre noget ;)