Uheldet:

Den 19. maj 2003 kom jeg ud for et biluheld. Jeg var på vej hjem fra arbejde i min bil og sad glad og afslappet og ventede for rødt lys klar til at køre, som de andre foran mig, når det en gang ville skifte til grønt.  Pludselig  gav det et knæk i nakken og nederst i ryggen og jeg husker jeg sagde: 'Av, Av' og tænkte: 'Hvorfor det'. Først da der stod en mand oppe ved min rude, gik det op for mig, at jeg var blevet påkørt bagfra. Den unge mand var meget ulykkelig og temmelig meget ude af den. Jeg kom ud af bilen  og talte med ham. Han ringede til Falck, men da han ikke rigtig kunne klare situationen, spurgte jeg ham om jeg ikke skulle tale med dem i stedet for. Jeg fik overrakt telefonen og der blev tilkaldt to ambulancer. I ventetiden stod  han og tog sig til hovedet og blev ved med at sige, at han ikke ville kunne tilgive sig selv, hvis der var sket mig noget. Jeg prøvede at berolige ham, få ham væk fra sin bil, hvor der løb væske fra og han kom ind, at sidde i min mens han blev ved med at sige de samme ord. Endelig kom ambulancerne. En til hver. Jeg blev spændt fast på båren, havde slet ikke rigtig tænkt på, hvordan jeg selv havde det, andet end jeg godt kunne mærke, jeg havde ondt. Mens jeg lå på båren, kom der en falckmand fra den anden ambulance og aede mig på kinden. Jeg synes det var lidt frækt, når jeg nu lå der og ikke rigtig kunne røre mig. Det viste sig at være en jeg kendte, og han var så sød at tage sig af min bil.

Skadestuen:

Da jeg ankom på skadestuen lå jeg først lidt og ventede og fik ringet til mine børn, som var hos deres far. Jeg skulle hente dem der, men var jo nu blevet lidt forsinket ... ikke noget at være urolig for, skulle bare lige have et lille tjek, inden jeg kom hjem. Mens jeg lå og ventede kom to muntre politifolk ind og sagde: 'Nå lille dame du får nok særbehandling'. Det var jeg lidt uforstående for, .. . men fik forklaringen da de gav mig nøglerne til min Mazda og sagde, at den var kørt hen lige foran hovedindgangen. Det må man da kalde service :) Jeg fik taget røngtenbilleder. og herefter kom der en sur kvindelig læge ind og sagde: 'Der er ikke noget brækket'. Hvorpå jeg svarede: at det da var dejligt, men at jeg altså havde temmelig ondt i nakken og i ryggen og pegede nederst lige ved lænden. Hun svarede: at det ikke var ryggen, og at der ikke var noget brækket og at jeg bare skulle slappe af, og så gik hun. Hende der havde taget alle røngtenbillederne stod måbende tilbage og det samme gjorde jeg. Så sagde Røngtensygeplejersken: Hun kan da ikke bare gå, hun skal da sige ordentlig farvel, hvorpå hun også gik og ... ja, så lå jeg der.   Min tidsfornemmelse var vist ikke helt på toppen, men jeg syntes i hvert tilfælde, der efterhånden var gået lang tid og gik ud på gangen, hvor jeg  mødte en læge og spurgte, om han vidste, hvor de alle var henne, og hvad jeg egentlig skulle nu. Han sagde: at han havde fået at vide, at han skulle give mig noget smertestillende og jeg svarede: at det syntes jeg var meget rart, for jeg havde altså også temmelig ondt. Jeg spurgte, hvad jeg så skulle, og han svarede, at jeg så vel bare skulle tage hjem og .. det gjorde jeg så.

Hjemtur og følgende dage:

Udenfor stod min røde  Mazda 323 F og så mildest talt ikke ret godt ud. Da jeg åbnede døren og ville sætte mig ind, så jeg, at førersædet lå ned i en vinkel af 135º, min CD afspiller var røget helt ud af holderen og  indholdet af min rygsæk jeg havde foran forsædet, lå på bagsædet. Nå, jeg skulle hjem til mine børn. Af sted med mig. Havde mange ting jeg skulle ordne. Der skulle smøres madpakker m.m  Bilen skulle til mekaniker, så jeg kunne komme på arbejde igen. Næste dag meldte jeg mig syg bare lige for en dag. Jeg kørte min bil til mekaniker, havde min far med i en anden bil, så jeg kunne komme hjem igen. Da mekanikeren så mig sagde han: Hvordan er det lige du ser ud, kan du lige se og komme til kiropraktor og det er lige så snart, du kommer herfra. Min kone går rundt med piskesmæld på 3. år, og du ser væsentlig værre ud end hun gjorde, da hun blev snittet af en bil... ja ja sagde jeg  ... jeg måtte til sidst love ham temmelig kraftigt, at jeg nok skulle ringe til kiropraktoren, så snart jeg kom hjem. Det gjorde jeg så og fik en tid samme dag. Her fik jeg at vide, alt hvad jeg skulle have haft at vide på hospitalet. Jeg gik robot gang og havde meget, meget ondt, kunne ikke rigtig dreje hovedet havde ondt i ryg, skulder, hofte, bækken, det snurrede i kinden og min hånd ... ja jeg havde faktisk ret ondt, men inde i mit hoved havde jeg den sure læge og mit eget ... så er det nok ingen ting, det gør bare lidt ondt og er snart ovre, skal bare lige have den bil lavet og hurtigt på arbejde igen. Kiropraktoren rådede mig til at komme hurtigt tilbage til arbejdet, om det så var en halv time eller hvor meget, og sådan gjorde jeg. Hver dag op på samme tid. Nogen gange for bare, at nå at sige hej derinde og så tage hjem igen  ... jeg kæmpede en kamp, ville så gerne  og gjorde alt hvad jeg kunne for at passe mit job og det hele, mine unger  og hjem. Gik til behandlinger, genoptrænede og måtte tages af, fordi det var for hårdt. Jeg begyndte at gå til stavgang med de ældre i gigtforeningen. Sikke en modtagelse jeg fik og opbakning, hvor var de bare søde og bekymrede, hvis jeg udeblev. Jeg begyndte efterhånden at kunne gå lidt mindre robot agtigt, men det gjorde pokkers ondt.

Arbejdet og kollegaer:

Jeg begyndte så småt at kunne arbejde flere og flere timer. Alt arbejde lå pænt urørt til mig, ingen tog over. Samme opgaver på færre timer. Derimod var der flere, der undlod at komme hen til mig og spørge om ting eller komme med nyt, ingen kom og sladrede og jeg følte, der blev hvisket om mig, når jeg gik tidligt hjem pga smerter, hvilket de måske ikke kunne se. Det blev jeg rigtig ked af. Da der var gået et halvt år, skrev jeg et brev til mine kollegaer, og det gjorde en væsentlig positiv forskel. Jeg var da nået op på 4 timer om dagen, hvoraf to dage foregik hjemmefra. Nu følte jeg igen, at jeg var en del af teamet og tilbage i den centrale rolle, jeg altid havde haft. Selvfølgelig var der stadig lang vej, men jeg følte mig til stede, den tid jeg var der, var jeg der. Så min Hverdag bestod af arbejde, hvile, behandling, genoptrænging, hvile, hjemmeliv .. uha det var en hård kamp om at få mit 'normale' liv tilbage. I oktober 2004 røg jeg på sygehuset med mistanke om, at jeg havde fået en blodprop eller svulst i hjernen. Hele min højre side var der ikke meget kontakt til. Jeg havde en underlig dødsfornemmelse i min højre arm, der var hævet og hånden var blå, min kind sov og mit ben snurrede.... Jeg selv tog det ganske roligt .. min skulder gjorde vildt ondt og det krampede i den, og jeg havde selv en indre fornemmelse af, at det havde med den at gøre. Egentlig af- eller bekræftelse af de slemme ting, fik jeg ikke følte jeg. Blev CT scannet og blev nu sendt rundt i sygehussystemet her og der, hvor jeg stadig har min gang. Jeg var indlagt en dag, og dagen efter jeg var kommet hjem, lå der et pænt brev med en fyreseddel fra arbejdet, da jeg nu havde været syg en hel dag. Sikke et GOK!

Fyring og flexjob:

Jeg tog troligt på arbejde hver dag i opsigelsperioden indtil lige før jul, hvor jeg talte med X, som sagde til mig: Jette hvorfor gør du det, du skylder dem intet og .... Uha det havde jeg det ikke helt godt med, men han havde ret. Efter nytår overgik vi til et nyt selvskab i firmaet, der så lidt anderledes på det, og her kunne de ikke forstå, at jeg ikke var blevet tilbudt et flexjob, og det blev jeg så og undgik så fyringen. Så efter en lille forlænget 'juleferie' startede jeg så i stedet op i abejdsprøvning. Det var meget, meget hårdt. Jeg blev virkelig presset, og det var meget ubehageligt. Jo mere jeg blev presset, og de ville have, jeg skulle arbejde, des værre fik jeg det både smertemæssigt og fysisk. På de møder, der var under forløbet havde jeg min tillidsmand og min sagsbehandler med fra kommunen og det var en god støtte. Min chef ville have, at jeg mindst skulle kunne arbejde 4½ time og sagde, at jeg ikke måtte beholde min hjemmearbejdsplads, som jeg ellers hele tiden havde haft, også inden jeg blev påkørt. Jeg forsøgte og kæmpede, men måtte til sidst sige, at det kunne jeg simpelthen ikke, og at de så måtte fyre mig, hvis ikke de da ville gå med til, at  have mig på 3½ time om dagen med mindst en hjemmearbejdsdag, der helst skulle ligge midt på ugen. For det var det maximale, jeg overhovedet ville kunne. Og sådan blev det. Så den 1. juni  2006 blev jeg visiteret til flexjob, og sikke en ro det gav.

Sygehussystemet og forskellige behandlere:

Alt imens dette foregik gik jeg stadig til behandliger og genoptrænging. Nye behandlere kom ind i billedet, besøg ind og ud af sygehuset, scanninger og alternative behandlere osv. Jeg skulle ses på og vurderes af Speciallæger m.m i forbindelse med ertatningssagen som også kørte. Jeg bliver kastet rundt imellem sygehusene, afvist, cyklende rundt, startet og afsluttet, dårlige behandlinger, den ene ved ikke, hvad den anden gør, klagesager, medicin jeg ikke kan tåle, afvænning, smerteanfald, vagtlæger. Ja, der er meget, man skal stå model til. 'Man skal være rask for at være syg' er der nogen der siger. Heldigvis er jeg ikke sådan at slå ud. Og hver gang rejser jeg mig op børster mig af, retter ryggen, holder hovedet højt og kæmper videre. Jeg har haft nogle rigtig dygtige behandlere undervejs der har støttet mig, været imponeret over min viljestyrke, mod på livet og lyst til fysisk og social aktivitet og kamp for at nå frem og ikke give op, og det har været med til at give mig troen på, at det jeg gør er rigtigt for mig. Jeg har haft en rigtig sød og dygtig fysioteraput Benthe i mange af årene, hun har været en utrolig hjælp og i samarbejde med en anden behandler Palle fra Nyborg, der nok er en af dem, der har hjulpet mig mest, har de to mennesker støttet mig i alt, hvad jeg har gjort og vejledt mig på bedste vis. Det er virkelig guld værd. I alt det her, har det også været en utrolig hjælp for mig, det som andre måske normalt går og griner lidt af, nemlig min store sans for systematik og orden. Pga. uheldet er min ellers gode hukommelse, ikke hvad den har været, og jeg begyndte ret hurtigt at lave en telefon-adresseliste og behandlingsliste med beskrivelse af dato for behandling, en kort beskrivelse og resume af epikrise og i guder, hvor har jeg tit haft brug for den, når jeg har været et nyt sted eller har skullet udfylde papirer om, hvornår jeg var her og der og fik gjort hvad og hvor. Jeg har nu gennemgået tre (fire, maj 2014) operationer, der desværre ikke har ændret det store. Var i efteråret 2008 indlagt på et smertecenter, med det resultat at det forværrede min tilstand. Jeg startede hos en ny behandler, der så på mig som et helt menneske og det var da helt rart. Ikke en nakke, en skulder, en ryg, en hofte eller, ... Næh... sørme et helt mennesker, hvor tingene måske kan hænge sammen og have indflydelse på hinanden. Jeg ved godt, at min tilstand er kronisk og nok aldrig bliver så meget anderledes og måske endda værre, og det tager lang tid at indstille sin hjerne på. Jeg træner videre og gør det jeg skal for at holde musklerne og mig i gang.

Erstatningssag - Advokat:

Uheldet bliver selvfølgelige meldt med det samme, og der bliver taget politirapport på stedet. Kort tid efter uheldet begyndte alle papirene fra de forskellige forsikringssekskaber at skulle udfyldes. Jeg fik løbende erstatning for svie og smerte i starten. Der var også erstatning for reparation af bilen, som var lige ved at blive erklæret for totalskadet, men jeg orkede simpelthen ikke at skulle ud at kigge på ny bil og valgte at få den sat i stand. Hvordan jeg fik lov at køre hjem i den er mig stadig en gåde. Der skulle laves div. læge attester. Mine udgifter til medicin, fysioterapeut og kiropraktor blev dækket og der blev indledt et samarbejde med REHAB, som jeg dog efter kort tid afbrød, da jeg ikke følte det var til gavn for mig eller i hvert tilfælde var lidt oveflødigt. Jeg skulle til speciallægeundersøgelse og fik også tilbud om advokat for skadevolders regning. Og fik advokat på i november 2003, og nu var der igangsat en egentlig erstatningssag. Min læge skulle udfylde nakke-hals invaliditetsattest. 8. marts 2004 blev min sag fremsendt til Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af følgerne efter uheldet mht. varigt mén og erhvervsevnetab. Så skulle der udfyldes skemaer fra arbejdsskadestyrelsen, og der blev bedt om om supplerende speciallægeerklæring. Erstatning i forbindelse med tandskade, PFA kom ind over, da flexjob kommer på tale og endelig i september 2005 efter mange opringninger med rykning efter svar, kommer der en vurdering fra Arbejdsskadestyrrelsen, og sagen blev endeligt afsluttet i januar 2006. Sikke en omgang og sikke en lettelse, da det endelig er afsluttet. Bortset fra at jeg herefter selv skal betale udgiftet til div. behandlinger, medicin o.s.v.

Fyring og førtidspension:

Lige før jul 2008 blev jeg kaldt til 1-1 samtale, hvilket vi havde ca. en gang om måneden, så det var der ikke noget mærkeligt i. Der var bare lige det, at der var een mand for meget med og jeg tænkte: 'Det er ikke godt det her'  og rigtig nok, så blev jeg fyret  sammen med 11 andre kollegaer den dag. AV ... sikke en julegave. Du skal ikke komme mere fra i morgen, du må gerne bestille en taxi hjem, hvis du ikke kan køre og hente dine ting senere, farvel og tak! Sådan. God jul. Som et lille plaster på såret blev jeg fritstillet  ca.1½ år med udgangen af februar 2010 med løn, computer og fri telefon. Men hold da op ... nu syntes jeg snart ikke det var så sjovt længere. Mit herlige skønne job, min økonomi, mit hus, min lille verden ..... Så gav kroppen lyd. Endelig fik den lov ... sådan tolker jeg det. I tiden med arbejdet og hverdagen der bare skulle køre og klares, var der ikke så megen tid til at lytte til min krop eller i hvert tilfælde til at tænke på mig. Her hjemme var jeg også meget hårdt spændt for. Jeg havde ikke den store hjælp og kæmpede i det hele taget på alle fronter med at holde skuden oppe. Skulle selv holde hus, have, hjælpe og støtte mine børn, bonusbørn, daværende kærestes problemer, mødte ikke den store forståelse og havde en pokkers masse smerter, der blev værre og værre, og blev mere og mere klar over, hvor slem min tilstand var, og hvor meget den efterhånden var forringet jo mere tid jeg fik til at lytte til min krop. Og pludselig gik det op for mig, hvor meget jeg har brugt af kræfter og energi på at klare et job, som jeg faktisk slet ikke var i stand til, set i bakspejlet. I april 2009 måtte jeg endnu en gang have vagtlæge. Jeg var svimmel, havde kvalme, rystede, der var uro i hele min krop, mit blodtryk var for lavt, jeg havde rigtig mange smerter og migræne ... ja jeg havde det mildest talt rigtig dårligt. Jeg blev beordret sengeliggende og skulle lytte meget til min krop og ikke lave for meget, helst holde mig i ro, Jeg blev taget af nogle piller og fik at vide, at jeg skulle få booket en dobbelttid hos lægen lige så snart jeg var på højkant igen, for nu skulle, der altså ses på min sag. Jeg havde i et stykke tid gået og vendt tanken om førtidspension, men nu var jeg ikke længere i tvivl om, at det ikke nyttede noget længere, og at det vil være det bedste for mig. Jeg var klar, min hjerne var klar. Min sag blev sat i gang. Lige efter sommerferien afleverede jeg seks store ringbind med papirer fra hospitaler, behandlere, m.m så de kunne plukke ud, hvad de havde brug for. Der blev lavet statusrapport hos lægen. Meget, meget hårdt at se stående sort på hvidt, hvordan ens tilstand er og at det sandsynligvis aldrig bliver bedre og at man ikke kan bestride et arbejde, det elskelige arbejde man kunne før. Det er hårdt, men sandt. 'Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget' og det tror jeg på. Jeg var helt sikker på at det ville give mig en ro, når alt det her var kommet på plads og afgjort. Endelig, endelig fik jeg bevilget førtidspension som trådte i kraft 01.04.2010 .... og det har virkelig givet en ro. I min blog har jeg oprettet et emne der hedder 'Førtidspension' hvor jeg bl.a har fortalt lidt om, hvad jeg har gjort efterfølgende mht. de ting, der følger efter bevillingen er trådt i kraft.

Bodily Distress Syndrome (BDS):

Den 29.11.10 blev jeg indkaldt til undersøgelse på Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser på Århus Universitetshospitalet hos Emma Rehfeld der er speciallæge i psykiatri og overlæge på Forskningsklinikken.

Så som en lille bonus oven, har jeg fået en ny diagnose BDS …. ikke noget psykisk, fik jeg at vide… det hele skulle lige vendes lidt i mit lille hoved. Hvad er nu det for noget?

Diagnose: F45.0 Somatiseringstilstand. Forskningsdiagnose: Bodily distress syndrome, severe er en kronisk lidelse med symptomer fra flere forskellige organsystemer samt moderat til svær påvirkning af hverdagsaktiviteter. Prognosen for ubehandlet somatiseringstilstand er generelt dårlig, hvad angår livskvalitet og funktionsniveau, mens der ikke er belæg for øget dødelighed af sygdommen. En del af patiengruppen modtager førtidspension, og kun en lille gruppe klarer et fuldtidsarbejde uden hyppigt sygefravær. Den aktuelle forskning viser, at langvarig belastning eller stress kan medvirke til at udløse sygdommen og kan forværre tilstanden.

ACT som gruppeterapi har i en række undersøgelser vist gunstig effekt på det fysiske og psykiske funktionsniveau, og vores afdeling gennemfører på denne baggrund en videnskablig undersøgelse, hvor denne terapiform testes i Danmark. (Emma Rehfeld Overlæge, speciallæge i psykiatri)

Ikke noget øget dødelighed af sygdommen ????? Det er da altid noget :)

Bodily Distress Sindrome (BDS) 

Funktionelle tilstande defineres som en samling af visse fysiske symptomer, der ikke kan tilskrives en kendt, veldefineret fysisk eller psykiatrisk lidelse (BDS). Det skyldes forstyrrelser i symptomperceptionen eller –produktionen, der igen kan være udløst af en tilstand af arousel og hyperaktivitet i det autonome nervesystem.

De omfatter f.eks. kroniske uforklarede smerter, fibromyalgi, kronisk piskesmæld, irritabel tyktarm, kronisk træthedssyndrom, duft- og kemikalieoverfølsomhed. En anden funktionel lidelse er helbredsangst.

I mit tilfælde drejer det sig om kroniske smerter, kronisk piskesmæld, irritabel tyktarm og nogen duft overfølsomhed, foruden de mén mit biluheld har påført mig. Så det har været lidt svært at finde ud af hvad, der var hvad, altså BDS og mén fra uheld.

Den 16.02.2011 startede jeg på et 3 mdr. forløb med ugentlige møder af 3½ time.

Behandlingen: Er som før skrevet baseret på en ny form for kognitiv adfærdsterapi: Acceptance and Commitment Therapy (ACT).

Terapien lærer mennesker at blive bedre til at tackle deres sygdom og livsproblemer. Det sker ved: undervisning om sygdommen, øget opmærksomhed på livsværdier, modvirke tendensen til tanketyranni, tilstedeværelse i nuet samt afspændingsteknikker. Der indgås aftaler om at tage små skridt, der fører frem mod de værdier, patienten gerne vil opnå.

Gruppebehandlingen bestod af 8 ugentlige møder af 3½ time. Gruppen var på højst 9 personer. Med et opfølgningsmøde efter en måned. Psykologer og psykiatere stod for behandlingen. Vi ’Patienterne’ blev endvidere tilbudt medicinsk behandling. Nu fik jeg i forvejen smertestillende medicin.

Der blev arbejdet med registrering af symptomer mhp. At se møstre for lindring og forværring af symptomerne, forståelse af sygdom og symptomer, sundhedsadfærd, skabe afstand til evt. hindrende sygdomsopfattelser og mestringsstrategier overfor symptomerne. Blev undervist i at sætte realistiske mål for sig selv samt afklaring af personlige livsværdier og endeligt i tilbagefaldsforebyggelse.

Trods dette lykkes det desværre ikke at bedre mine symptomer væsentligt, og jeg er fortsat præget af BDS, men generes også af operationssequelae, samt de mén jeg har efter uheldet. Dog føler jeg, at det har haft en støttende funktion, idet jeg fik at vide, at jeg allerede inden gruppestart beherskede mange af de teknikker, der blev undervist i. Jeg blev bekræftet i at det er vigtigt at mærke min krops signaler, holde inde i tide og undgå belastninger, der fører til forværring, (hvilket også stod i min epikrise) selvom jeg dog stadig tillader mig, at tage en ’Jette kan alt dag’ en gang imellem.

DU VED GODT DU ER SYG IKKE, JETTE?

Sikke et spørgsmål. Jo det ved jeg godt, men at få stillet det så direkte. SLAM! Hver gang der skal udfyldes papirer til sygehuset, med hvor har jeg været behandlet sidst, hvor gør det ondt, sæt kryds og man ser alle de forbistrede krydser, alt det man ikke længere kan være med til, som man kunne en gang, alle de dagligdags ting jeg ikke længere kan klare, hver gang jeg får de f…. smerteanfald og må ligge nogle dage. Jo, jo jeg ved det godt.

Du har en usædvanlig stærk psyke, Jette! Det er et under du ikke er bukket under for længst. Flere gange i alle disse år, har jeg fået det at vide og det er jeg da også dybt taknemlig for jeg har, selvom jeg selvfølgelig også kan have mine dage. I den tid jeg var på Forskningsklinikken blev jeg igen bekræftet heri og der ramte det mig dybt, hvor svært nogen kunne have det. Tænk sig at starte dagen med at tænke, inden man overhovedet er kommet ud af sin seng, tænk hvis jeg nu ikke kan og hvad nu hvis …. De tanker har jeg aldrig haft og Gud ske tak for det. Vi havde tavshedspligt derinde, så jeg vil selvfølgelig ikke komme nærmere ind på, hvad der blev sagt og gjort. Oh hvis man dog kunne hjælpe alle til et bedre og lysere liv :)

Diagnose eller ej. Så drejer det sig for mig om, at få det bedste ud af livet.

Nyt Uheld:

Den 01.06.2011 ville skæbnen at jeg igen skulle ud for et lille uheld. Nogle gange skal man stole på sin intuition, for allerede inden jeg havde sat mig ind bag rattet i min daværende kærestes bil, havde jeg en følelse af, at det skulle jeg ikke, men gjorde det så alligevel. Da jeg skulle dreje ind til det sted, hvor vi skulle hen, virkede bremsen pludselig ikke, jeg slap den og prøvede igen, men den virkede stadig ikke (hånbremsen virekede heller ikke) og kørte derfor lige ind i en mur og hele rækken af børnebørnenes legetøjsscooter. Hallehøj her kommer vi. Konen kom springende ud af huset og spurgte hvad laver du dog Jette … Ja og det måtte hun jo nok spørge om.

Det gav et jag op gennem min ryg og sved og smertede i min lænd, Da jeg trådte ud af bilen blev svimmel og fik kvalme. Jeg stod lige lidt, hvorefter jeg prøvede at gå lidt og kunne godt mærke det ikke var så godt og så kom alt det gamle frem og jeg havde bare lyst til at komme væk der fra.  Kunne slet ikke rumme at skulle starte forfra igennem sygehussystem og dit og dat. Mine forældre boede i nærheden. Jeg vidste godt de ikke lige var hjemme, men jeg skulle bare lige lidt væk og havde sådan en frygtelig kvalme. Jeg hviskede til min kæreste, at jeg blev nødt til at gå og jeg havde det skidt og så gik jeg. Min kæreste ville komme lige om lidt skulle lige have ordnet noget, Da jeg gik den halve kilometer det tog, skulle jeg kaste op og havde så ondt ved at gå, men jeg kom endelig frem og lagde mig op på græsplænen, trak vejret dybt ind … pyh ha.

Hvor gik der mange tanker gennem mit hoved og hvor ville jeg bare gerne have, min kæreste var hos mig. Jeg havde bare brug for at snakke med nogen. Min mor og mine børn ville jeg ikke kontakte, ville ikke gøre dem urolige, så jeg prøvede at få fat i min gode veninde. Hun tog desværre ikke sin telefon, hun var jo på arbejde, så jeg lagde en besked, om hun ville ringe til mig. Kort tid efter ringede min mor. Jeg havde vist ringet til dem om formiddagen og det havde hun set på sin mobil og ville så høre hvad jeg ville … Som en mor jo er, kunne hun straks høre, at noget var galt og jeg kunne jo så ikke, så godt lade være med at fortælle hvad der var sket. Vi aftalte, at vi mødtes hos mig. Så ringede min veninde … men stadig ingen kæreste. Hvor var det dejligt, at have en at snakke med og endelig så kom han. Han havde siddet ved siden af og ham var der jo ikke sket noget som helst med, så jeg tror ikke han var klar over, at det var så galt fat.

Jeg kunne mærke på min familie, at de var meget berørt og samtidig med jeg nok selv var lidt i chok og heller ikke ville gøre dem urolige synes jeg at jeg havde svært ved at rumme det hele og finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det hele an. Så bestemte jeg mig for, at ville vente til jeg skulle til behandling. det var jeg i forvejen to gange om ugen, og høre hvad min behandler sagde til det hele. Han kunne godt se det ikke var godt, mente der nok var en revne i ryggen og det var galt med nogle discus og så var det meget skævt. Turde efter nogen tid ikke behandle på mig, fordi han var bange for, når han rettede skævhederne op, at provokere mine discus for meget. Det smertede også meget ned i mit ben og sved så pokkers meget i ryggen. Rådede mig til at blive scannet og få lavet en blokoperation. I mellemtiden havde jeg også været hos egen læge og så var jeg inde i hele systemet igen. Og så blev det rigtig rodet. Var til undersøgelse på hospitalet, så blev papirerne væk, måtte rykke og rykke for en tid … ja så var det lige før jeg troede jeg selv var blevet væk … måtte gå til patientklagenævn, så havde jeg en sur læge, hvor hyggeligt og pludselig lå koncentrationen omkring nerverne i mit ben og det var i en hvis grad også godt nok … men hvad med min ryg …. Pludselig var jeg afsluttet på sygehuset og …..

Jeg går så rundt nu med en fissur (revne) i min ryg, Diskus der er slidt, hvivler der forskubber sig, Diskusprostation og forsnævnring, Degeneration af disci,, og mén efter første operation og degenerative signaler i knoglemarven, Let facetledsartrose. Det kan godt være det er ’ingen ting’. Men en ting er, det gør pokkers ondt, hæmmer mig i rigtig mange ting og det skulle helst ikke blive værre. Om ikke andet ville jeg rigtig, rigtig gerne vide, hvordan jeg måske kunne være med til, at det ikke bliver værre eller det måske kunne bliver bedre.

Nu kan jeg så bare ikke engang få behandling af min behandler, der er Fysiotearpeut/Oesteopat mere, da han jo ikke tør behandle mig mere i frygt for, at gøre det værre og det er ellers ham der har hjulpet mig så meget og ham jeg ellers har så stor tillid til og ham der har haft ret med de ting han har sagt og rørt ved, ham der har hjulpet mig, når det har været helt galt.

Jeg ved godt at proceduren er, at nu skal jeg tilbage til egen læge … SUK! … og her har jeg bare været så mange gange før. Jeg savner virkelig, at når jeg nu, som da jeg var til undersøgelse på Neurofysiologisk afdeling til elektrofysiologisk undersøgelse i 2 timer eller hvor længe det nu var og bliver udsat for stød og nåle, ret ubehageligt i øvrigt og spurgte lægen der udførte undersøgelsen, om man ville kunne se, at jeg havde en dropfod, det jeg hele tiden har fået at vide jeg har, ved sådan en test. Han svarede. at det kunne man nogen gange, men så desværre ikke lige i mit tilfælde, men at mit tilfælde også var langt mere kompliceret og at det ikke var sådan en som ham, der skulle kigge på det. Men hvorfor skriver han så ikke, at han har konstateret det, som en note i epikrisen, så han får mig sendt hen til den mand, der så har forstand på lige netop det.

Det kan godt være jeg er et meget kompliceret EKSEMPEL og at der er rigtig mange forskellige ting der er sket ved uheldet på kryds og tværs af den lille krop og så nu med endnu en diagnose oveni. Men jeg kom med en ryg, havner ved et ben og ender med der ’intet bliver gjort’.

Men jo, jo jeg er stadig ved godt mod, jeg holder ryggen rank, med smil på læben. Jeg skal nok få noget godt ud af mit liv … det gør bare lidt mere ondt ;)

..... Februar 2014

Så ser der endelig ud til at ske lidt. Efter jeg kom hjem fra Cuba den 19. januar .... var jeg dagen efter til MR-skanning af hoften og om torsdagen af min fod. Jeg havde i nogen tid døjet meget med kramper startende fra et sted oppe i ryggen og hele vejen ned i benet, til foden og havde det som om jeg gik på puder. Det var til tider så smertefyldt, at jeg var ved at kaste op.

Hurtigt efter skanningen, blev jeg ringet op af en læge, der fortalte at man havde fundet, at der var en revne .... som nu pr. brev lyder, at der ved skanningen har vist sig en læsion i bindevævsbræmmen i hofteleddet og det i nogen tilfælde kan behandles ved en kikkertoperation. Men da det ikke længere foretages i Århus er jeg derfor sendt til Ortopædkirugisk afd. Hospitalsenheden Horsens, hvor jeg skal til undersøgelse den 11. marts og hvor det endeligt besluttes om jeg skal opereres. Den 3. marts skal jeg til møde på Ortopædkirugisk amb. Regionshospitalet Silkeborg, til svar på MR-skanningen af fod  lidt underligt der ikke ligger et skriftligt svar med resultatet af den ...

Men jeg kommer lidt rundt og måske er jeg endelig så heldig, at den speciallæge jeg gik hos i Nyborg i tidernes morgen, får ret i, at der allerede fra start af (efter uheldet) var noget galt med min hofte, som han rigtig gerne ville have dem (hospitalet) til at kigge på og gøre noget ved. Og det er da flot/dejligt de efter næsten 11 år erkender / finder ud af / kan se, at der ER noget galt og der måske oven i købet kan gøre noget ;)