Fra: Jette Egeskjold

Sendt: 1. december 2003 12.58

Til: ...........

Emne: Fit for fight ...

Hej xxxxxx og egentlig også jer andre kolleger.

Jeg får printet min timeseddel ud for uge 47 (der var nogle sager på som xxxxx først har givet numre senere) og uge 48, så det skulle ligge ude ved printeren.

Nu er der gået et halvt år, fra jeg var ude for det dumme biluheld, der har forandret min tilværelse en hel del. Både på arbejdet og herhjemme, ja alting så at sige.

I onsdags røg jeg rigtig ned med nakken, kan man vist godt sige, ikke fordi det ikke er sket før, men så slemt som dette har det ikke været. Jeg havde så mange smerter i mit hoved, nakke og bækken især, at jeg blev ved med at kaste op, nok fordi kroppen åbenbart er ved at have fået nok af ikke et eneste sekund, at have pause for smerter igennem det sidste halve år. Jeg må ikke få mere smertestilliende (bla. et morfinlign. middel) end det jeg får nu, så det er ikke så sjovt. Jeg har så fået nogle stikpiller, for at jeg ikke skal gå og have kvalme og kaste op og nogle sovepiller, så jeg kan få sovet lidt om natten, hvilket jeg heller ikke har gjort så meget, så det kan got knibe lidt med kræfter og energi indimellem.

Jeg ved ikke helt om I er klar over hvilken kamp, jeg kæmper hver dag. Jeg kan godt forestille mig, at det kan være svært at sætte sig ind i, da jeg jo for det meste ser ud som jeg plejer udvendig, men altså ikke har det helt så godt indvendig her og der og det hele  tiden svinger. Jeg prøver at holde humøret oppe og har et rigtig godt samarbejde med min kiropraktor, som jeg har haft hele vejen igennem både som behandler og rådgiver.

Det har været af stor vigtighed, at jeg har kunne have min kontakt til arbejdet hele tiden og jeg gør alt for at komme tilbage og arbejder så meget det er mig muligt. Vurderet ud fra mit helbred, psyke o.sv så alt kan hænge så godt sammen som muligt og jeg kan få en hverdag så normal, som muligt også for dem her hjemme og omkring mig.

Det har været utrolig svært. M.h.t. arbejdet er det svært, der er så meget der forandre sig, som jeg ikke tror I er helt klar over. Fra at være en ret central person som alle så at sige  kommer hen til, til somme tider at kunne føle, at man slet ikke bliver set. Det er så vigtigt for mig også at få lidt sladder og at I stadig spørger mig og giver mig arbejde. Så I må endelig komme, jeg skal nok sige fra, hvis jeg ikke kan klare det. Men hellere det end, at alt bliver delt ud til højre og venstre hen over hovedet på mig. Sådan er det heller ikke , men lidt indimellem. Jeg vil gerne kunne føle, at jeg stadig er en del af teamet, for jeg er virkelig glad for at være her og arbejde sammen med jer.

Hvor ville jeg gerne kunne være med til frokost, men der er så mange ting der skal passe sammen, børn, behandling, arbejde, hvile og genoptræning. Så desværre, indtil videre bliver det nødt til at være sådan. nu er jeg oppe på 4 timer og det har virkelig været en stor sejr for mig, som jeg har kæmpet hårdt for - nu er jeg jo kommet over halvejs og uden I måske selv har lagt mærke til det, er det lige som om jer er til herude igen og det er dejligt. Næste skridt er at kunne holde min frokost sammen med jer og også meget gerne snart at kunne have færre smerter end nu. Jeg er begyndt hos en kraniesekral terapeut der i samarbejde med kiropraktoren bl.a prøver at få sat mit bækken og skambenben på plads og det koster lidt sved og tårer og gør allerhelvedes ondt, mildt sagt. Men det skal være skidt før det bliver godt, som man siger.

Tingene her hjemme gør jeg mit bedste, jeg kan for at få til at fungere. Haven ligner en forladt have fyldt med ukrudt og indenfor, ja selvom jeg ikke burde, ser det nu ikke så skidt ud, men alligevel alt er ikke heltsom det plejer, det er hårdt med vasketøj og også noget af en forandring for ungerne, men de er utrolig søde, hjælpsomme og tager det så flot.

Ja, sådan står det til, jeg kæmper videre og jeg skal nok blive fit for fight. Det er, det jeg har fået fortalt og det er det jeg selv vil og kæmper for. Jeg har brug for al den opbakning og støtte I og mine nærmeste kan give og det håber jeg I vil være med til. Jeg gør selv alt hvad jeg kan, hver eneste dag og jeg prøver at holde humøret oppe og gir' alt hvad jeg har.

De kærligste hilsner

Jette

P.S. Jeg regner stærkt med at komme ind på arbejdet i morgen.

Hej så længe.